Dagene er vokset ud af rygraden, de erårenes tentakler, årene som mit skind er vævet af. Det er de forladte øjeblikke, der slæbes efter kroppen, snart sønderrevne, snart kapslet i vokshud. Det er al tid trukket gennem landskaber med øjenløse ender, der alle steder syger næring og laver spor henover bakker og dyrehuller. Senere er stederne golde, overladt til erindring der som frynser viftes ude...